"You have the right to be strong"

"Du skal ikke være større end du er nu - det der er lige tilpas."

Hvis jeg havde tal på, hvor mange gange jeg hørte denne her sætning fra folk i min omgangskreds... Jeg hører sådan cirka nok i gennemsnit minimum et par gange om ugen fra forskellige mennesker. Det minder mig lidt om engang jeg var til en fødselsdag, og en af fyrene sagde: "Du vil da ikke i militæret? ALLE de piger jeg kender, der har været inde er SÅ kede af deres krop i dag." Hvortil jeg svarede: "Er det dem eller dig, der er ked af den måde de ser ud på i dag?" Selv virkede han ikke som typen, der gik specielt meget op i træning eller styrke, hvilket jeg sådan set er rimelig ligeglad med, men hvad giver ham egentlig retten til at udtale sig om, hvorvidt piger han kender til har det godt i en stærk krop?  Måske var det noget de piger bare sagde, fordi de havde hørt den samme kommentar som mig sådan cirka 10.000 gange. I går fik jeg den så endnu engang fra en bekendt, og denne gang tænkte jeg, at nu måtte det være nok, så jeg valgte simpelthen at svare, at jeg altså ikke trænede for at blive større (!), jeg trænede for at blive STÆRKERE! Og at jeg sådan set var ligeglad med, hvordan andre synes jeg så ud, jeg gjorde det her for min skyld, og fordi jeg har fundet noget der giver mig livskvalitet. Lige så vel, som alt muligt andet giver andre mennesker livskvalitet. Det der slår mig hårdest er, at jeg lever i et land, hvor stærke kvinder i langt højere grad blive accepteret sammenlignet med mange andre steder, og  alligevel skal jeg stå model til den slags. Folk taler så meget om, at tynde mennesker skal accepteres, tykke mennesker skal accepteres, men hvad med STÆRKE KVINDER? Jeg ved godt, at så mange kvinder har gang i den der: "Strong is the new skinny." og naturligt smukke (!) tynde kvinder er utilfredse, men jeg synes nu egentlig heller ikke det er okay være stærk. I hvert fald ikke "i den virkelige verden" uden for træningscentrene... Jeg læser det ene amerikanske blogudgivelse efter den anden, der priser stærke kvinder, og stærke kvinder priser de her artikler, og alligevel bliver halvdelen af dem helt sikkert påvirket (ligesom mig selv), når de for hundrede syttende gang bliver konfronteret med, at de er "for store". Jeg har da ikke selv valgt, at min krop åbenbart mener, at den skal se ud som om den kan løfte 20 kg. mere end den egentlig kan, og ja, det gør den åbenbart (ifølge andre mennesker), men jeg har rent faktisk i sinde at ende med at kunne løfte mere en blot de 20 kg mere og blive stærkere alligevel, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe min udvikling pga. af alle mulige forskruede idealer omkring, hvordan kvindekroppen se ud. Min krop skal være et produkt af, hvad der gør mig lykkelig, hvilket alle kvinders kroppe burde være! Hvis det er at være (STOR og) STÆRK, tynd, tyk eller noget helt fjerde, så burde det nu engang være acceptabelt. Og jeg skal helt sikkert understrege, at selvfølgelig mener jeg ikke, at de her betegnelser skal blive sygelige eller køres ud på et overdrev, men jeg håber i forstår pointen! En anden tendens, er tendensen om, at hvis man skal anses som værende "stærk", så skal ens fedtprocent helst være encifret og klar til en body-fitness konkurrence. Jeg kender også en masse STÆRKE kvinder med en langt højere fedtprocent, der er lykkelige i lige præcis den krop!

Jeg ved i hvert fald hvad jeg vil svare næste gang, jeg hører en "Du må ikke blive større"-kommentar. Jeg vil vælge hverken at blive irriteret eller sur, men simpelthen sige det som det er. Jeg træner for MIN skyld. Jeg træner for de mennesker jeg elskers skyld. Fordi det gør mig til et STÆRKERE menneske - mentalt og fysisk. Jeg vil være stærkere, fordi jeg er lykkeligere som en FYSISK stærk kvinde. Og næste gang, nogle gør grin med mine prioriteringer, at jeg prøver at sove 9 timer, næsten hver nat, eller at jeg pt. som udgangspunkt har fravalgt alkohol fuldstændig, så må jeg jo egentlig bare tænke, at det, at folk har svært ved at acceptere mine prioriteringer i sidste ende ikke handler så meget om mig, men nok mere om, hvordan de har med dem selv. Jeg dømmer jo ikke nogen, fordi de fravælge at leve lige som mig. Derimod har jeg stor respekt for, at folk prøver at finde det, der gør dem lykkelige! Det er en rejse, som jeg mener, aldrig stopper!

At miste sin passion

I andledning af, at jeg har vundet 1500 SEK til Fitness Guru på Fit4Livin og begrundelsen var min skades-historie tænkte jeg, at jeg ville skrive lidt om det at miste sin passion samt det at genfinde en ny.

U17 klubmester i Dame double omkring 1 år før skaden

Min doublemakker og jeg 1,5 år før skade

Jeg startede med at spille badminton, da jeg var 8 år gammel. Mine forældre foreslog, at jeg skulle starte til en sport og i og med, at jeg altid havde været lidt af en individualist og enspænder, samt typen, der blev sur på de andre i gymnastiktimerne, hvis jeg ikke mente, de gjorde det godt nok faldt valget altså på badminton, som jo i og for sig også er en ret populær sport i DK. Jeg havde eller har aldrig rigtig haft det vilde boldøje (jeg mener selv, det var træning der fik mig på skolens fodbold og basket hold), og hvis I tror historien her ender med at jeg ligger nummer 10 i DK, så kan I god glemme det. Når jeg siger badminton I omkring 10 år var min passion, har det altså ikke noget at gøre med, hvor god jeg var, men derimod hvor meget tid og ressourcer jeg brugte på det. Da jeg blev teenager spillede jeg næsten hver dag. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg lige så meget det handlede om at røre sig, og at få motion, de venner og kammerater jeg havde etc. Mine weekender gik i badmintonhaller med badmintonmennesker, og da jeg startede i gymnasiet, kunne jeg sagtens finde på at droppe festerne for at tage til stævne dagen efter. Idræt var mit ynglingsfag, som en af de få piger i min klasse. For mig var det som to fri-timer midt på ugen. Jeg husker, at jeg havde en snak med min mor i min gymnasie tid om skader. Jeg havde læst en artikel om en håndboldspiller, der havde fået en kronisk skade og aldrig kunne spille håndbold igen, hun havde mistet hele sit liv og hele sin omgangskreds, og det var særligt her jeg besluttede, at jeg måtte få en tættere og større omgangskreds uden for badminton. Og to år efter skete det så. Jeg havde i længere tid haft problemer med mit knæ, i perioder låste det sig andre gange jog det bare, og en dag gik det helt galt, da det låste sig og min far måtte hente mit grædende fra træning og kører mig på skadestuen. Jeg fik først af vide det var en overbelastning, holdt knæet i ro 2 uger, og begyndte så at spille igen. Ingen forandring - knæet låste stadig. Jeg tog til lægen, som sendte mit til MR scanning, efter sammenlagt 1/2 års venten, hvor jeg stadig forsøgte at spille, og i perioder uden problemer, fik jeg svaret. Jeg havde fået en bruskskade, hvilket i og for sig ikke er slemt, men mit knæ var blevet stødt, så der også var kommet en flænge i min knæskal. Lægen sagde, at sådan et tilfælde, havde hun oftest kun set hos gamle mennesker, og der sad jeg så, 18 år gammel. Hun fortalte mig, at eneste mulighed var operation, der godt kunne udskydes, men med den risici, at det forværredes. Så vi besluttede for at opererer. De kunne ikke fortælle mig noget om, hvad jeg skulle igennem efterfølgende, det afhang af operationen.

 Lidt billeder af skinden

Da jeg vågnede op efter bedøvelsen, var mit ben fastlåst i en donjoy skinne. Da lægen kom fik jeg at vide, at det stod på den og krykker i 6 uger - 6 uger føltes som en evighed! Og jeg vidste jo godt, det ikke bare var 6 uger, bagefter var det genoptræning. Da jeg fik skinnen af efter de forfærdelige 6 uger var mit højre ben halvt så stort som det andet. Det lignede slet ikke mit ben. Mine gymnasievenner og jeg jokede i perioden om, at det var mig og så benet. Noget af min krop var i denne periode ikke andet end en stor belastning for mig. Jeg begyndte at genoptræne og var utrolig flittig, for jeg ville bare tilbage og spille badminton, men efter jeg havde været igang med badminton i et par måneder begyndte mit ben at låse igen. Jeg var så ked af det i den periode. Jeg kunne ikke klare tanken om hele møllen en gang til. Heldigvis var det en mindre bruskskade, så jeg "slap" med endnu en operation, ingen donjoy og krykker i 2 uger. Efter endnu en genoptræning var jeg tilbage på badmintonbanen, men alt føltes ændret. Jeg gav mig ikke 100 % af frygt for nye skader og jeg var uendeligt langt bagud alle, jeg plejede at spille bagud. Hvad der før i tiden gjorde mig glad og gav mig overskud, fik mig bare gravet dybere og dybere ned i et sort hul. Så jeg besluttede at stoppe...

Jeg ser ikke mig selv, som en type der opgiver, men ikke at kunne give sig selv 100 % pga. frygt for skader, det er bare ikke mig. Jeg forsøgte at komme i gang med forskellige sportsgrene, thaiboksning, alm. boksning, alm fitness træning, etc. Men jeg kørte død gang på gang, og stoppede et par måneder efter. Året 2011 husker jeg som en rigtig dårlig vinter. Jeg var træt, i dårligt humør og ugidelig, og jeg vidste der måtte ske noget. I løbet af foråret begyndte jeg at løbetræne. Fik mig selv ud tre gange om ugen, men det var mere af tvang end af lyst. Min rigtig gode veninde var startet til crossfit, vi havde kendt hinanden siden folkeskolen, hun havde spillet volley på højt niveau, men var også stoppet pga. andre årsager. Jeg tænkte, at det måtte jeg prøve! Jeg havde mit første prøvetime i juli 2013, og jeg var forelsket var første gang. Der var intensitet, træner der pressede dig, men alt under trygge og sikre forhold, så jeg ikke skulle tænke for meget på mit knæ. Og lad mig sige det sådan, jeg har ikke set mig tilbage siden sidste år.

Pt. er jeg jo på udveksling i Argentina, Buenos Aires, og halvdelen af min crossfit-tid er derfor foregået på spansk i et fremmede land, og CrossFit har givet mig så mange fantastiske oplevelser her, og så mange utrolig gode venskaber! Jeg kommer aldrig til at leve et liv uden en sport igen, aldrig aldrig aldrig igen. Og forhåbentlig kommer jeg til at dyrke CrossFit til jeg er mindst 80 år gammel! Jeg har aldrig følt mit så stærk og i god form som jeg gør den dag i dag, og når jeg ser tilbage på den rejse jeg har været igennem, ville jeg ikke havde været den foruden!

Min første konkurrence i Argentina:

 

Best Amanda

All them excuses.

Jeg kører lige nu et tema på min instagram, som jeg har valgt at tagge med #whatisyourexcuse. I kan følge mig ude på linket til højre. I min hverdag møder jeg rigtig mange mennesker der:

1. Ikke kan forstå hvordan jeg har råd til medlemskab i crossfit, kosttilskud, nyt træningstøj og jeg bliver altid mødt med: "Det lyder da godt nok dyrt." eller "Er det ikke mange penge?"
2. Ikke kan forstå hvordan jeg har tid til at træne omkring 2 timer om dagen. "Hvad med uni?", "Hvad med venner?"
3. Ikke kan forstå, hvordan jeg har råd, tid, lyst til at spise sundt og leve sundt. "Men er det ikke meget dyrt at spise palæo - kulhydrater er jo billige." "Synes du ikke det er svært at undgå slik og kage?"

Mit svar til disse spørgsmål er JO, det er dyrt at købe kosttilskud, og ja, jeg har tid til uni og venner og til sidst, det er dyrt at spise palæo (ikke at jeg er 100 % strict), og ja, selvfølgelig er det svært at undgå søde sager, og jeg spiser det da også!

MEN! Alt her i livet handler om prioritering and there are NO shortcuts! Det er meget simpelt. De penge mine venner bruger på at gå i byen, købe tøj, tage ud og spise, bruger jeg altså hovedsagligt på mad, kosttilskud og træning. Det er noget jeg har valgt, og noget som gør mig glad. Men så skal det også lige siges, at jeg jo også kun er et menneske, og nogle gange er mine prioriteringer heller ikke helt i top. Min største undskyldning må nok være slik og søde sager. Min hjerne og krop prøver konstant at overbevise mig om at de elsker det... 

Hvad er din største undskyldning? 

træning og SØVN

Jeg skal langt fra være den første til at sige, at jeg altid har vidst hvor vigtig søvn var for min træning. Men jeg må sige, at jeg har erkendt nogle ting ved at eksperimentere lidt med min søvn og ved at læse om det rundt omkring. Så her får i lige nogle vigtige facts om søvn 

1. Kroppen restituere når du sover, og det er når du restituere du bliver stærkere!
2. Sov omkring 8 timer hver nat (nogle har brug for mere andre mindre). Personligt sover jeg mellem 8-10 timer hver nat. Det lyder måske af meget, men sådan har min krop det nu bedst, og det er her jeg mærker de bedste resultater.
3. Søvnen mellem klokken 22-02 er rigtig vigtig for din fysiske genopbygning! Og nogle mener endda at søvnen mellem klokken 22-02 er dobbelt så "god" for fysisk genopbygning, som resten af natten. Denne periode er nemlig særlig god for genopbygnign af hormoner. Prøv derfor at kom så tidligt i seng som muligt!
4. Søvnrytme. Prøv så vidt muligt at holde den samme søvnrytme, hvis du står op klokken 7 i hverdagen, så prøv også at stå op nogenlunde det samme tidspunkt i weekenden. Ved mindre du har været ude og fyrer den af på de bonede gulve. Vores krop er skabt til at sove på det samme tidspunkt, ikke at vi vender op og ned på vores døgnrytme. 
5.  Hvis du har svært ved at sove, så prøv at ændre nogle af disse forhold: lad være med at brug sengen til andet end søvn, lad der være helt mørkt i rummet og lad være med at spise noget med højt glykæmisk indeks eller drikke alkohol inden du skal sove. Alkoholen gør det måske nemmere at falde i søvn, men din søvn forringes markant!

(som I alle ved, er søvn endnu en ting, der er individuelt. Nogle har derfor brug for mindre andre mere etc.)

Stay strong

Amanda